Uddannelse ligger Dooni Doonis hjerte nær. Denne er nemlig en af grundstenene for et samfunds overordnede udvikling og et individs fremtid. Over en artikelserie vil vi fortælle om vores indsats på uddannelsesområdet, som sagte, men sikkert, udvides hele tiden. For udover skolebyggerier tilbyder Dooni Dooni undervisning til handicappede, støtte til økonomisk udsatte familier, skrive- og læsekurser for voksne og hele scholarships til videreuddannelse.
At se mennesker for det de kan
Karim kan ikke gå, hans bror kører ham derfor hen til centeret. Sarantou blev bortvist fra sin skole, fordi de andre elever blev skræmt på grund af hendes handicap. Karim og Sarantou er heldige, at deres familier endnu støtter op om dem, for i Mali er det at have et handicap noget skamfuldt. Mange efterlades, mens nogle gemmes væk, når der er gæster på besøg. I Mali er det skamfuldt at føde handicappede.
Vi mødte de to unge mennesker tilbage i 2013. Dengang var handicapcenteret, Dooni Dooni Mali har oprettet, blot ved at starte op. Gennem mange år er de handicappede i Mali blevet negligeret og deres evner overset. Da DDM’s repræsentant Dory ankommer til det nyoprettede center træffer han Hr. Morotoumou Bagayogo, som er i færd med at vise en symaskine frem til de unge, nysgerrige handicappede. Funktionerne på sådan en er mange, og i starten er den lidt svær at greje. Men begejstringen er til stede i stor stil, til trods for at de nye omgivelser er lidt skræmmende. Ikke alle de unge fanger det helt, de synes symaskinen er mærkelig, men fællesskabet med de andre udvikler allerede deres gejst og humør.
Flere af de unge er ledsaget af lokale fra byen, ligesom Karim som er ankommet med hans bror. De bor i byen Niamana 10 kilometer fra Kalifabougou. Dory får lejlighed til at snakke med broderen: Karims bror: Jeg er Karims bror. Mine forældre spurgte, om jeg ville køre ham herhen, så han også fik muligheden for at lære noget.
Dory: Karim er 15 år. Hvad lavede han, før han kom her på centeret?
Karims bror: Ingenting. Vi formodede allesammen, at ingenting var det han kunne; udover at spise, drikke og sove selvfølgelig.
DDM: Nu hvor du selv er elev og går i skole, kan du så ikke se de konsekvenser, der måtte være ved det?
Karim sidder lidt og trækker tøvende på skuldrene. Han ved det ikke helt.
DDM: Karim er ung, en skønne dag bliver han også voksen. Tror du, du vil være i stand til at understøtte ham, som du gør nu, livet igennem?
Karims bror: Det kommer til at blive problematisk. Den har ramt alle i vores familie tænkt; også mine forældre. Men vi har bare ikke vidst, hvad vi kunne gøre for at hjælpe ham. Af denne grund betyder det her center i Kalifabougou særligt meget. Mange andre familier står i samme situation, hvor deres handicappede bror eller søster bare er derhjemme, og de selv er magtesløse. Derfor er vi taknemmelige.
Pt er der tre drenge og syv piger, der træner på symaskinen, mens 14 piger lærer at strikke. Sarantou er blevet så god, at hun er begyndt at give sine strikkeevner videre, når hun underviser andre. At se mennesker for det de kan i stedet for det, de ikke er i stand til viser sig at bære frugt, og i dag er centeret otte år gammelt.