Kan solidariteten nå syd for Sahara?

Af Ida Lejbølle

Over hele verden befinder vi os i en såkaldt ’krise’. Men hvor kriseramt føler jeg mig, når hjemmeisolation indbefatter thai take-away, sæbe i stride strømme og lønkompensation?

Covid-19 er en dræber og tager hverken hensyn til nationalitet eller social status. Alligevel rammer den uafværgeligt hårdere nogle steder end andre: Danmark ligger eksempelvis inde med 1200 respiratorer, mens Mali har 57 til rådighed; til sammenligning er Malis befolkning fire gange så stor som Danmarks. Udover Malis ringe beredskab kan de også ringe beskytte sig mod smitte grundet befolkningstætheden og manglende hygiejne. Forhold for familier som i forvejen var dårligt økonomisk stillet forværres ligeledes, mens en virksomhedskonkurs ikke blot betyder et tabt livsværk, men også tabt levebrød. For i Mali er der ingen kære arbejdsmarkedsparter eller hjælpepakker, og den nødvendige information om Covid-19 er langt fra nået ud til alle landsdele.

Det ser på mange måder sort ud. I Mali får begrebet krise nemlig en ganske anden betydning end her, hvor både alsang og Coronafitness er en del af den vestlige morgenrutine i krisetiden. Gennem alt fra indkøb til hundeluftning har solidariteten, danskerne imellem, allerede vist sig. Spørgsmålet er, om de store hjerter også kan række til Afrika?

“…for i Mali handler Coronakrisen først og fremmest om, at der bliver et ’efter’.”

Fordi foruden de utvivlsomt sørgelige dødsfald, vi i Danmark ej heller er garderet for, har vi faktisk endnu meget at være taknemmelige for: Et frit tilgængeligt sundhedssystem, et vidt udpspændt sikkerhedsnet og tilmed overskud til at overveje, hvad vi kan ’lære’ af krisen. Der reflekteres nemlig kollektivt over den førte levevis før, efter og under Coronakrisen her til lands. Men måske er det, vi skal ’lære’ egentlig bare, at vores eksistentielle krise unægteligt må kategoriseres som et I-landsprodukt – for i Mali handler Coronakrisen først og fremmest om, at der bliver et ’efter’.

Der er heldigvis talrige ting, der kan gøres for at bedre malierenes chance for at klare sig igennem Coronakrisen. Mange henvender sig til vores kontor i Mali, hvor vi er i kontakt med de lokale. Vores partner Dory siger, at Dooni Doonis rolle er at informere befolkningen og gøre dem bekendt med de fornødne forholdsregler. Desuden skal der skaffes værnemidler, så som masker og håndsæbe, og ikke mindst hjælp til udsatte familier, der mangler mad. Skulle vi ikke for en stund droppe at forholde os til ’10 ting vi har lært om os selv i Coronakrisen’, og i stedet koge det ned til én lektie for nu?

I Mali sys masker, for at højne beskyttelsesniveauet.

 

Hjælp os med at hjælpe andre.

(NO) Vipps: 15876
(DK) Mobilepay: 65811

Dooni-Dooni: Frivillighed, bæredygtighed og lokal forankring.

Covid-19 i Mali

… hvis det skal siges kort. Og det skal det, for behovet er akut.
 
Hvordan vasker man hænder, hvis ikke man har råd til sæbe? Hvordan bliver man hjemme, hvis det at gå på arbejde er den eneste måde hvorpå man kan skaffe mad? Og hvordan modarbejder man en epidemi, hvis man ikke er informeret om den?
 
Det er nemlig ikke et sikkerhedsnet i Mali. Ihvertfald på ingen måde et sikkerhedsnet, som det, der griber os nordboere i krisetider som disse. I takt med, at virusepidemien har fået tag i det afrikanske, får vores kontor i Mali flere og flere henvendelser fra folk som har brug for hjælp. Behovet i Mali er nemlig akut: Der er mangel på alt fra information til sæbe, samtidigt med, at forholdende for familier, som er dårligt økonomisk stillede bliver endnu ringere.
 
Hjælp os med at hjælpe andre i kampen mod Corona:
 
(DK) Mobilepay: 65811
(NO) Vipps: 15876
 
Dooni-Dooni: Frivillighed, bæredygtighed og lokal forankring.

[DK] Bestyrelsen rundt

Nu skal vi møde Ida på 19 år. Hun er det seneste skud på stammen og blev valgt ind i Dooni Doonis bestyrelse sidste år. Pt afslutter hun gymnasiet i Herning og bor hos sine forældre i Tjørring.

Gennem flere år har hun fulgt med og beundret det arbejde Dooni Dooni gør i Mali med hjælp fra de frivillige i Norge og Danmark. ’Sagte men sikkert’ som Dooni Dooni betyder, er en af de ting, hun finder mest fascinerende ved organisationen. Det, at arbejdet foregår på de lokales præmisser; ikke en ’over-night’ forandring, men snarere en langsom transmission til det bedre.

Det indgående kendskab til de mennesker, der hjælpes, og det, at man uafværgeligt følger deres råd til fremgangsmåde, nævner hun som en stor force: ”I Dooni Dooni er der ikke en snobbet ’hvid’ tilgang til at gøre en forskel; med det mener jeg, at formanden Thores mange besøg dernede og mangeårig etablering af kontakter i de områder, som vi arbejder i, er med til at klargøre, hvad de egentlige behov er, frem for at sende en masse penge afsted, hvor man ikke ville vide, om de havde en reel, varig virkning.”

Dooni Doonis arbejde spænder bredt: Traditionelle skolebyggerier, som mobiliserer skolegang, de to Euroshops, som de lokale selv driver og øjet for, at også de handicappede skal have deres plads i det maliske samfund. Alt i alt bidrager den store alsidighed til, at det er spændende at være med – især i en position som Idas, hvor kommunikationen af Dooni Doonis arbejde er et af hendes ansvarsområder.

Vidste du at….

(ja, vi har sagt det før og vi siger det igen) …. 93% af de penge vi modtager går DIREKTE ud til vores projekter i Mali.
___________

Hjælp os med at hjælpe andre.

(DK) Mobilepay: 65811
(NO) Vipps: 15876

Dooni-Dooni: Frivillighed, bæredygtighed og lokal forankring.

[DK] Bestyrelsen rundt

Den næste vi skal møde er Ivan Christensen fra Tjørring. Han har ligeledes siddet med en del år efterhånden. Så sent som sidste år var han med til at fortælle, hvad de smuler af penge, skolemøbler, tøj, traktorer og hvad der ellers bliver samlet ind, kan gøre af forskel er noget af det Ivan har været med til og nyder.

I 2017 fik han selv anledning til at se forskellen på førstehånd. Her blev der besøgt alt fra skoler til et handicapcenter og maskinstationer. Et andet højdepunkt ved denne tur var bestyrelsen i Malis gæstfrihed og glæde.

Hvorfor Ivan har valgt at lægge kræfter i lige præcis Dooni Dooni, beskriver han således: ”Det betyder meget for mig at vi lokalforankrer vores projekter, så de selv kan tage ejerskab! Uanset om det er en skole, der skal bygges og drives, en overløbsbro, der skal etableres og støbes eller en traktor der skal indkøbes og vedligeholdes.”

Slutteligt vil Ivan gerne slå et slag for dem, som hjælper til i Danmark med forsendelser, afhentning af møbler og pakning af tøj og containere – uden de frivillige Ivan beskriver og frivillige som ham selv, kunne Dooni Doonis arbejde ikke lade sig gøre.

Man kan komme langt uden en krone på lommen…

Dory, leder af Dooni-Dooni Mali, har på det seneste bevist at man kan gøre en kæmpe forskel – også uden penge på lommen. Det er nemlig sådan, at selvom vi gerne vil, så har vi ikke økonomiske midler til at hjælpe alle, der er fattige. Dory har derfor, efter at have fundet de mest udsatte fattige i de kommuner vi arbejder, hjulpet med at udarbejde og formidle ansøgninger til de nationale myndigheder og har derved sikret over hundrede personer økonomisk støtte fra den Maliske stat. En smule bureaukratisk snilde kan man komme langt med. Hurra for det!

På billedet ses Dory sammen med de papirer, der beviser, at penge er bevilliget.

Hjælp os med at hjælpe andre.

(DK) Mobilepay: 65811
(NO) Vipps: 15876

Dooni-Dooni: Frivillighed, bæredygtighed og lokal forankring.

[DK] Bestyrelsen rundt

Over den kommende tid får I fornøjelsen af at møde nogle af de frivilligkræfter, der bruger det de har og kan til at bidrage i organisationen:

Lone Vingborg bor i Lind og har gennem mange år været med i Dooni Dooni Danmarks bestyrelse. Her sidder hun som kasserer samt er koordinator for pakning af tøj i samarbejdet med Mission Afrika omkring tøjprojektet Euroshop (læs mere her).

Selv har hun være på visit i Mali hele tre gange. I 1998, da Dooni Dooni endnu blot fungerede som lidt lokalhjælp videre til besøgene i 2006 og 2011, hvor arbejdets øgede betydning virkelig gjorde indtryk.

Selv siger hun: ”Drivkraften til at være med, er at børn får uddannelse, at landmænd får bedre dyrkningsmuligheder og at kvinder får indtjeningsmuligheder…Det er efter min mening en af de store værdier i Dooni-Dooni: at vi ikke ’bare’ kommer med pengene, men at lokalbefolkningen selv arbejder med eksempelvis skolebyggerierne.”

Hun udtrykker videre, at taknemmeligheden og respekten fra baglandet i nord såvel som fra lokalbefolkningen i Mali kun giver yderligere lyst til at forbedre levevilkårene dernede.

___________

Hjælp os med at hjælpe andre.

(DK) Mobilepay: 65811
(NO) Vipps: 15876

Dooni-Dooni: Frivillighed, bæredygtighed og lokal forankring.

 

Da vi mødte Maïmouna…

Maïmouna læser i dag til jordemoder. En beskæftigelse hun ikke i sin fjerneste fantasi kunne have drømt om tilbage i 2002, da Dooni Dooni mødte hende for første gang. Hverken skole, ordentlig kost eller sundhed var nemlig en selvfølge i den familie, som Maïmouna kommer fra.
Maïmounas far døde tidligt, og hun har ligeledes mange søskende. De drømme som hun måtte gå med, dem som du og jeg også går rundt med, blegnede i stedet i fattigdom og spørgsmål om dagen i morgen, fremfor dagen om 10 år.
Her, over 10 år senere har det ladet sig gøre for Maïmouna at gennemføre grundskolen. Uddannelsesstipendierne, der også er blevet doneret gennem Dooni Dooni, er skyld i hendes videreuddannelse til jordemoder, og vaccinationerne og kosttilskuddet hun har fået løbende, har samlet set bragt hende til, hvor hun er i dag: Et sted med muligheder, blandt andet for at bestemme sin egen fremtid
For 500,- om måneden kan et barns liv vende 180 grader.
 
Støt Dooni Dooni 
(DK) Mobilepay: 65811
(NO) Vipps: 15876
Frivillighed, bæredygtighed og lokal forankring.

Afgrøder fragtes flittigt i Mali – i en dansk vogn!

Det er januar og det er fugtigt og koldt her i norden. Helt modsat er det til i Mali, hvor det på dagtid bliver mere end 35 grader, solen står højt på himlen og regn er noget af det sidste man kan forvente. Høstsæsonen er desuden netop ovre, og det betyder at afgrøder fragtes flittigt fra mark til marked. Her ses afgrøderne på en vogn, der sammen med andet landbrugsudstyr er ankommet til Mali i en af vores container-sendinger. Det er skønt at se ting blive brugt og genbrugt!
 
Hjælp os med at hjælpe andre.
(DK) Mobilepay: 65811
(NO) Vipps: 15876
Dooni-Dooni: Frivillighed, bæredygtighed og lokal forankring