Om fisken, fiskestangen og den lokale forankring

Af Hannah Eklund

’Giv aldrig manden en fisk, men i stedet en fiskestang’ er et udtryk du nok har hørt før, og et udtryk der efterhånden nærmest kunne kategoriseres som en floskel, fordi brugen af denne metafor i nogle kredse tenderer til det hæmningsløse. Men det er ikke i realiteten en meningsløs floskel – nærmere en stærk metafor, som blot er blevet brugt for meget. Og selvom man har hørt folkemunde sige, at det kun er døde fisk, der følger med strømmen, så går vi i denne forbindelse netop i strømmens retning, fordi det er det eneste der giver mening. Vi må, som så mange andre, benytte os at denne metafor, som man blot blankt må erkende, er utroligt skarpt formuleret. Vi tror nemlig ikke på, at det er bæredygtigt at løse problemer for nogen, men i stedet på, at det er bæredygtigt at løse problemer med nogen, og det er det, som er så utroligt nemt at formidle med netop disse ord. Man løser problemer med nogen, ikke ved at give fisk, men ved at give fiskestænger, redskaber, der giver lokalbefolkningen mulighed for at producere produkterne eller ydelserne de behøver, selv. Det er det vi stræber efter – at tilbyde en slags metaforiske fiskestænger, såsom skolegang og traktorer, sådan at lokalbefolkningen i Mali selv er i stand til at arbejde for et bedre samfund der hvor de er. Vi ønsker at give hjælp til selvhjælp, og når projekterne og løsningerne på samme vokser sammen med lokalbefolkningen, ja da bliver det lokalt forankret, og da bliver det holdbart. I kraft af det fantastiske engagement, der er at finde blandt de lokale i Mali, samt det faktum, at en fiskestang holder betydeligt længere end en fisk, er det nemlig muligt for os at skabe bæredygtige udviklingsprojekter, som kommer til at stå selv og stå stærkt, fordi de er dybt forankret i det lokalsamfund, de vokser både ud af, for, i og ind i. Det er derfor vi tror på fiskestængerne, det at give hjælp til selvhjælp og det at være lokalt forankret.

Hjælp os med at hjælpe andre.

(DK) Mobilepay: 65811
(NO) Vipps: 15876

Dooni-Dooni: Frivillighed, bæredygtighed og lokal forankring